Ønske om hvalp fra Bjergbo LovelyBears
Det er vigtigt, at man i sin beslutning om at få hvalp, har gjort sig overvejelser om, hvor meget af ens tid en hvalp vil kræve. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at give hvalpen så gode forudsætninger som muligt til mødet med den store nye verden. Det er så hvalpekøbers ansvar at bygge videre på dette grundlag.
Seriøse hvalpekøbere er altid velkommen til et besøg og hilse på mig og hundene for at føle efter om det føles rigtig. Og vi får så en snak om ønsker og forventninger, hvilke overvejelser I har gjort jer, hvad I kan tilbyde hvalpen. Om hvalpen skal indgå i en børnefamilie, aktiv familie, være mere skødehund, udstillingshund osv.
Jeg ønsker selvfølgelig det bedste for mine hvalpe og går derfor meget op i at finde de rigtige og varige hjem til hvalpene. Jeg forbeholder mig derfor også ret til at afvise hvalpekøbere hvis jeg ikke føler det er rigtigt. Jeg forventer en snak i forbindelse med opskrivning på interesseliste og jeg forventer, at I kommer og besøger hvalpene minimum 2 gange inden I får hvalpen hjem. Der vil selvfølgelig være mulighed for flere besøg hvis det ønskes. Der arrangeres også et par åbne hus arrangementer, så I hvalpekøbere kan møde hinanden og måske lave legeaftaler hvis det ønskes.
Det første besøg kan ske når hvalpene er ca 3 uger, men I vil i perioden indtil da, kunne følge livet i hvalpekassen på Bjergbo LovelyBears facebookside. Det endelige valg af jeres hvalp, sker dog først omkring 6-7 uger gammel hvor man begynder at kunne se deres personligheder og derfor meget bedre mulighed for at få en hvalp der passer til det liv den skal flytte hjem til. Jeg vil dog sørge for der bliver taget løbende billeder af alle hvalpe, så I modtager billeder af jeres egen hvalp fra hele hvalpeperioden her. Hvalpene vil være klar til at flytte hjemmefra mellem 9-10 uger gamle og jeg kan altid kontaktes for råd og vejledning. Ved behov for pasning i kortere tid, (weekendbesøg og lign) står jeg gene til rådighed for hunde fra Bjergbo LovelyBears. Ved længere periode kan det aftales nærmere.
Det er obligatorisk, at der udarbejdes en DKK købekontrakt ved salg af DKK-hvalpe. I købskontrakten sættes kryds ved at hvalpen sælges som familiehund. Dette er vigtigt, da det ikke kan garanteres hvalpen vil blive egnet som udstillingshund. Desuden laves der en påtegning om, at ved ønske om avl, må hunden kun parres med en godkendt FCI/DKK hund.
Ved første hvalpebesøg ca 3 uger gamle, betales et reservationsgebyr på 3000,- Herefter kan køber tage hjem og føle efter om det stadig føles rigtigt de næste par uger. Hvis køber springer fra efter hvalpen er 6 uger, retuneres pengene kun, hvis hvalpen afsættes til anden side uden prisreduktion. Reservertionsgebyret fratrækkes selvfølgelig hvalpens pris ved afhentning, eller hvis jeg som opdrætter springer fra.
